Presse-klip:

Ole Rosenstand Svidt for Gaffa, under overskriften.

"Fantasifuld duo blander spoken word, rap, sang, politiske tekster og alskens genrer"

MikkelModulererMarius er det meget passende navn på duoen bestående af forfatteren Marius Nørup-Nielsen og elektronikamusikeren Mikkel Meyer. Nørup-Nielsen fremfører på yderst autoritativ vis sine tekster både som recitation, rap og regulær sang og veksler hyppigt og ubesværet mellem udtryksformerne. Meyer indsætter hans stemme i et musikalsk udtryk, der spænder fra afdæmpet, ambient elektronika til techno-pop og pasticher på dansktop, tango, vals, hiphop og rock samt alskens collage-agtige blandingsformer. Det hele er yderst hittepåsomt og meget musikalsk. Teksterne kredser primært om tilværelsen i Danmark efter regeringsskiftet i 2001, og selvom angreb på fremmedfrygt og provinsialisme ikke ligefrem kan kaldes kontroversielle eller nyskabende i en kunstnerisk sammenhæng, og selvom der ikke overlades meget til lytterens fantasi og fortolkningsevne, må man alligevel bøje sig for Nørup-Nielsens engagement og kaskader af indignerede, fantasifuldt udvalgte ord. Med andre ord kan du roligt lege med Marius og Mikkel.

Gaffa d. 18 februar 2009
læs hele anmeldelsen